STINE LETH
”Siden sidst…”FERNISERING
Lørdag 8. oktober kl. 12-15
For 10 år siden trådte Stine Leth ind i vores butik med et par fyldte poser under armene. Poserne indeholdt nogle af Stines allerførste strikkede værker, som hun gerne ville vise os. Vi var solgte lige på stedet. Og vi var med på ideen om at vise alternative og helt fantastiske strikkede objekter frem for det aarhusianske publikum.Vores lille udstilling var startskuddet for Stines kunstneriske virke.
Stine fortæller selv:”Jeg kan faktisk ikke strikke!
Jeg kender slet ikke de gængse teknikker, men pindene arbejder bare i mine hænder”.Glæden ved håndarbejdet, de skønne farver og de forskellige garnstrukturer har siden dengang i oktober 2012 affødt en lang række spændende værker. Værker som har været udstillet i både ind- og udland.
På vores nye udstilling, ”Siden sidst …”, kan i opleve den store kunstneriske udvikling Stine har været igennem de sidste 10 år. Det er som Stine selv siger ” hårdt arbejde”, men hun har stadig den skønne legende tilgang til værkerne. Værker som er fyldt med humor og optimisme. Kom og oplev en udstilling, hvor objekter i strik kravler på gulvet, hænger ned fra loftet, hænger på væggen og troner flot fra podier. Et overvældende, men også et livgivende farve- og sansebombardement.
Galleriet giver lyserød vin og lyserød saftevand…….
Udstillingen varer til og med lørdag 29. oktober 2022.
Vi glæder os til at se jer!Mange hilsner
Anne Marie & Co
Smukke fotos fra udstillingen - en eksplosion af farver og former! Det kribler i fingrene for at røre og det trækker i smilebåndet. Vi hører gæster grine glad og lystigt – hvor er det skønt!
Fotos: fotograf Christian B Sørensen /chrb@yellows.dk