FERNISERING
FREDAG 27. AUGUST 2021
KL. 16-20

”GANSKE ALMINDELIGT NÆRVÆR

Det er med stor fornøjelse, at Galerie Parnasse slår dørene op for billedkunstnerne Lars Calmar og Peter-Max Jakobsens dialogudstilling Ganske almindeligt nærvær.

Udstillingen er et sprudlende møde mellem de to venner og kunstnerkollegaer Calmar og Max-Jakobsen og deres individuelle materialer; leret og maleriet. I gensidig dialog både supplerer og udfordrer kunstnerne hinandens udtryk: Calmar med sin skulpturelle, tredimensionelle bearbejdning af kroppen i ler og Max-Jakobsen med sine maleriske studier af svævende antydninger af fragmenterede kropsdele.

På trods af individuelle materialepræferencer og forskellige kunstneriske udtryk er det åbenlyse udgangspunkt for Calmar og Max-Jakobsen studiet af menneskekroppen. Dette ikke mindst i forhold til kunstnernes ønske om direkte dialog med publikum. Udstillingen Ganske almindeligt nærvær er derfor iscenesat som en totalomsluttende oplevelse, hvor gæster i Galerie Parnasse kan synke ned i et scenografisk univers af farverige, omsluttende malerier og skulpturelle elementer i alle størrelser. Her kan man gå på opdagelse i Max-Jakobsens tese, at maleriet ikke er begrænset af tyngdekraften og Calmars oplevelse af, at kroppen ikke kan lyve på samme måde, som hovedet kan.

 

Peter Max-Jakobsen (f. 1973)

Uddannet fra Det Kongelige Kunstakademi i Holland i 2002. 

I sin praksis arbejder Max-Jakobsen gerne med temaet ”forbundethed” – et emne der blandt andet afspejles i hans aktuelle installering af en stor udsmykning til et nyt skolebyggeri i Vrå.

 

Lars Calmar (f. 1968)

Udannet pottemager i 1990. Har en forkærlighed for ler og kuglepenne. Har deltaget i residency-programmer over hele verden, bl.a. på Bali, i Kina og USA.

Lars Calmar bor og arbejder på Langeland.

Billedrigt udstillingskatalog
Udstillingen Ganske almindeligt nærvær suppleres af et billedrigt udstillingskatalog, hvor kunstnere i et interview modereret af freelance kurator Pernille Taagaard Dinesen giver læseren indblik i deres kunstneriske praksisser.
Kataloget kan erhverves i Galerie Parnasse til kr. 100 kr. 

Udstillingen varer til og med 2. oktober 2021

Vi glæder os meget til at se jer!

Åbningstider;

Tirsdag-fredag kl. 10-17.30

Lørdage kl. 10-15


Mange hilsner
Galerie Parnasse

Anne Marie Vestland & Co.